UNDERVISNING INDE OG UDE
Øhavsmuseet tilbyder både undervisningsforløb og gratis oplevelser indenfor og i det fri. En af styrkerne ved at bruge museet som undervisningsrum, er, at vi tager udgangspunkt i noget konkret. Det kan være den nye udstilling “Mærk dig selv”, hvor klassen oplever naturen gennem sanserne og historien med hver jeres digitale “historiefortæller”. Det kan også være en tur bag tremmer i byens gamle arrestbygning. Her får eleverne en særlig autentisk oplevelse af ret og straf gennem tiden. Ved Danmarks ældste og mest charmerende vandmølle, Kaleko Mølle, foregår undervisningen under åben himmel med masser af plads til udfoldelse.
Museet inddrager forskellige læringsstile og favner derfor en meget bred gruppe af børn og unge – uanset om de lærer bedst ved at lytte, røre eller gøre. Vores undervisningstilbud rummer flere temaer og henvender sig til både grundskoler og ungdomsuddannelser. Tag gerne en snak med os før bookingen, så vi sikrer, at museets tilbud passer ind i jeres undervisning. Undervisningsforløbene inddrager Fælles Mål og foregår forskellige steder i Faaborg og i den smukke natur ved Kaleko Mølle.
Når I booker undervisningsforløb, vil I møde en engageret og dygtig formidler, der er vant til at tilpasse niveauet til børn og unge. Vi har naturligvis et højt fagligt niveau, men ved, hvor vigtigt det er at formidle det på børnenes præmisser – så det gør vi!
Vi glæder os til at tage imod jer.
Links til undervisningsforløb og gratis oplevelser
I kan finde vores tilbud til de forskellige alderstrin herunder:
Øhavsmuseet – indskolingen og alle alderstrin
Arresten – indskoling, mellemtrin, udskoling og ungdomsuddannelser/VUC.
Kaleko Mølle – førskole, indskoling og mellemtrin.
Kontakt
Forespørgsel eller booking af undervisningsforløb sendes til booking@ohavsmuseet.dk. Den gratis éntre gælder klassen og 1 lærer. Ekstra lærere koster 75 kr. pr. person. Vi glæder os til at se jer!