Historien

Øhavet i 12.000 år

 

Sydfyn og det sydfynske øhav er overordentligt rigt på arkæologiske fund, ikke mindst på grund af de særlige geologiske forhold, der har medført dramatiske ændringer i vandstanden. Herunder den mægtige oversvømmelse, der i slutningen af jægerstenalderen og starten af bondestenalderen druknede de frugtbare dale og sletter, der nu udgør øhavet. Livet i øhavet var således igennem hele oldtiden præget af konflikten og samspillet mellem den marine natur og menneskenes kultur. Ikke mindst fordi vandet dengang ikke splittede samfund og mennesker ad – det samlede dem, for vandvejene har igennem megen af historien været meget nemmere og vigtigere end transport over land. Man kiggede ud, ikke ind, for det var for eksempel nemmere at flytte større mængder varer til Als end over Svanninge Bakker.

 

Jægerstenalder

(13.000-4.000 f.kr)

Den sidste istid sluttede for omtrent 15.000 år siden. Indtil da havde store gletchere dækket det meste af det nuværende Danmark, og formentligt gjort landet ubeboeligt for mennesker igennem istiden. I det sydlige Europa levede menneskene som jæger og samlere i årtusinderne under istiden, og Neanderthal-mennesket var kommet til Europa og mestendels uddød igen førend istiden sluttede. Homo Sapiens, nutidens mennesketype, var også de første, der indvandrede til det nye landskab efterhånden som vejret blev varmere og gletsjerne smeltede. De var jægere og havde redskaber af flint, tak og ben. De første jægere boede i midlertidige lejre, som de hyppigt forlod for at opsøge de dyr, som de var helt afhængige af for at kunne overleve i det barske klima. Klimaet blev varmere og varmere, og menneskenes kultur og samfund ændrede sig efterhånden som landskabet skiftede fra tundra over lynghede til kratskov og endelige tæt urskov med ege og lindetræer. For omtrent 10.000 år siden var klimaet nogenlunde som i dag, og Danmark var mere eller mindre fuldstændigt dækket af skov, kun afbrudt af mange åer, bække, moser og søer. Det var ved disse vandløb og vådområder, at datidens mennesker boede. Dels fordi her var let adgang til føde, dels fordi vandvejene var den letteste måde at bevæge sig rundt i landskabet, frem for igennem den tætte urskov. De var nemlig stadigt jægere og samlere, og flyttede derfor hyppigt rundt i takt med årstidernes skiften og dyrenes vandringer.

Det sydfynske øhav eksisterede ikke på dette tidspunkt. Det geologiske sammenspil mellem land og vand efter istiden havde skabt et landområde, der gik uafbrudt fra Nordfyn til Polen, ligesom der vestpå var land fra Esbjerg til London. Dette er det eneste tidspunkt i det sydfynske områdes kulturhistorie, hvor man ikke kan tale om en kystkultur. Kysten var hundredvis af kilomenter væk, så de der hvor vi finder rester af menneskets færden er langs, ofte forsvundne, vandløb og søer. Fra denne periode, Maglemosetiden, er der få fund på Sydfyn, men en del på Langeland, især ved Flaadet og Stengade Sø.

I løbet af jægerstenalderen bliver klimaet stadigt varmere, mens de geologiske processer fortsætter, hvilket begge medvirker så store forandringer, at store dele af Maglemosetidens land oversvømmes i perioden mellem år 7.000 til 6.000 f.kr. I nogle dele af Danmark er der tale om meget hurtige og voldsomme havstigninger på over 2 meter pr. hundrede år (Som kontrast kan nævnes, at nutidens klimaforandringer og snak om havstigninger på 1 meter i løbet af de næste hundrede pr skaber stor bekymring).  For menneskene i jægerstenalderen har havstigningerne været en dramatisk begivenhed, der har sat afgørende spor i både levevis og kultur. Levevisen ændrede sig tydeligt i Kongemosekulturen og den efterfølgende Ertebøllekultur, der begge primært var orienteret mod det stadigt stigende hav. Menneskene var stadigt jægere og samlere, men en ændring var langsomt ved at ske, og deres ophold på bopladserne varede lidt længere som tiden gik. Man handlede også med andre kulturer syd for Danmark, og disse kulturer var allerede blevet bønder i stedet for jægere. Måske var påvirkning fra dem, der fik jægerne i det nuværende Danmark til at også at blive bønder omkring 4.000 f.kr., men før det var gået hen ved 1.000 år, hvor bønder sydpå og jægere/samlere nordpå levede ved siden af hinanden.

 

Jægerstenalderen i Øhavet

Det sydfynske øhav er ét af de områder i Danmark, som i denne forandringernes periode både forandrer sig mest og mindst. På den ene side forsvinder de landmasser, som nu er den vestligste Østersø, og vandstanden ved Avernakø ser ud til at være ét de steder, hvor forandringen er mest ekstrem. Men på den anden side vedbliver store dele af det, der nu er det østlige og nordlige øhav med at være land.  Svendborg-området, Tåsinge, Langeland, Ærø og småøerne hang sammen, mens kystlinjen vest for Avernakø mere ligner noget vi kender fra i dag. Men der var ingen fjorde som nu. Faaborg Fjord var tørt land, og Bjørnø var kun adskilt fra resten af en dyb flodseng, der i dag er sejlrenden ind til Faaborg. Helnæs bugten var også tørt land, hvor kun en smal tunge af vand gik ind hvor Illum i dag ligger. Også i det sydfynske område bosatte menneskene sig ved kysten i denne periode, og deres bopladser ligger derfor i dag under vandet, ude i øhavet. De for jægerne uheldssvangre klimaforandringer er videnskabens store held i dag. Vandet har forseglet og beskyttet jægerstenalderens boplads mod både senere menneskelige forstyrrelser og ikke mindst mod forrådningsprocesser. Derfor er bevaringsforholdene exceptionelle for de undersøiske fund i Det sydfynske Øhav. Bevaringsforholdene kombineret med det faktum, at det druknede landskab er blandt de største i Europa, så er det ikke for meget sagt, at fra et arkæologisk synspunkt, så er Det sydfynske Øhav ganske unikt i nationalt perspektiv. Det har givet sig udtryk i registreringen af mere end 60 undersøiske lokaliteter fra jægerstenalderen. Heriblandt er fundpladsen Møllegabet, der ligger i sejlrenden til Ærøskøbing. Her var der ikke alene bevaret store mængder af knogler fra jægernes jagtbytte og fiskeknogler fra fiskeriet, men også en begravelse. Det var en i vore termer ung mand, han var ca. 25 år da han døde. Men i hans samtid var han en mand med ungdommen bag sig, for gennemsnitslevealderen for jægerstenalderens mennesker var nemlig ikke meget mere end 30-35 år. Under alle omstændigheder er manden fra Møllegabet én af de første beboere i Det sydfynske Øhav, som vi ved noget om. Et andet interessant område er Strynøbassinet, eller farvandene mellem Tåsinge, Strynø og Langeland. Her er der allerede registrerede adskillige undersøiske bopladser fra jægerstenalderen, men der er også fundet mængder af mægtige træstubbe stående på havbunden flere steder i området. Det er rester af den undersøiske skov, der engang voksede her.

Nylige videnskabelige togter i august 2009 foretaget af Langelands Museum har vist, at der ligger et tykt tørvelag lige nedenunder bundsandet. Det viser, at Strynøbassinet og Lindelse Nor før oversvømmelsen var et større våd-og moseområde. Ikke alene er dette interessant i sig selv, men det medfører også at chancen for fund er stor (jægerstenalderens mennesker boede ved vådområder), men også at bevaringsforholdene nede i tørven vil være helt exceptionelle. Strynøbassinet og det nærliggende Lindelse Nor er begge fokus for igangværende forskningsprojekter på Øhavsmuseet.

 

Bondestenalderen

(4.000 – 1.700 f.kr.)

Bondestenalderen indvarsler én af de største forandringer i menneskets historie. Fra at være omvandrende jæger og samlere bliver vi mere eller mindre fastboende landbrugere. Det er ikke kun et spørgsmål om at ændre den daglige føde, men i lige så høj grad om en total omvæltning af verdensbillede og livsverden. Agerbruget medførte med tiden koncepter såsom fast ejendom, arvefølge og fast organisering af samfundet – som alt sammen er koncepter, uden hvilken megen af den senere udvikling ville være utænkelig. Hvorfor mennesket gik fra jægere til bønder er endnu ikke besvaret endegyldigt, og er til stadighed et emne for intens diskussion blandt videnskabsfolk. Under alle omstændigheder begynder menneskene i det danske område for 6.000 år siden at antage den landbrugskultur, som længe havde været toneangivende længere sydpå i hundreder af år. Indførslen af landbrugskulturen, som kaldes tragtbægerkulturen, betyder at menneskene skifter fokus fra jagt og indsamling til agerbrug, selvom man stadigt gik på jagt og fiskede. Samtidig bliver mennesket mere bofast og begynder at bygge egentlige huse i stedet for tidligere tiders hytter. Agerbruget er svedjebrug, hvor man brænder urskoven af og dyrker det svedne område i nogle få sæsoner indtil det er udpint, hvorpå man flytter et andet sted hen og starter forfra med at brænde skov af. Et andet aspekt af landsbrugskulturen er synet på de afdøde og de religiøse forestillinger. I stedet for udelukkende at lægge de afdøde i enkelte grave direkte i jorden, begyndte man at bygge store høje over graven og lægge udvalgte afdøde i huse eller kamre af træ eller sten under højen. Træet i kamrene blev med tiden erstattet af mægtige sten, og flere og flere blev gravlagt i de samme høje. Husene af sten og gravhøjene omkring dem kender vi i dag som stendysser og jættestuer, hvor de sidstnævnte er kulminationen på udviklingen. Jættestuerne er mesterværker af ingeniørmæssig kunnen, med nøje placerede sten på flere tons og kløgtigt udtænkte arkitektoniske detaljer. Samfundsstrukturen bliver i løbet af bondestenalderen tilsyneladende mere kompliceret, og ca. i 3.400 f.kr. optræder store samlingspladser, hvor befolkningen fra flere mindre bosættelse kunne samles til religiøse eller sociale ritualer.

På samme tidspunkt perfektionerer man kunsten at lave keramik, og både gravmæler og samlingspladser fyldes med store mængder omhyggeligt udformet og stærkt udsmykket lertøj. Skarpsalling-karret, der pryder den nye 50-kr. seddel, er det kendteste eksempel på tidens keramiske kunnen. Efter nogle hektiske århundreder, hvor der bygges tusindvis af stendysser og jættestuer rundt om i landet, sker der drastisk omkring år 3.200 f.kr. Dyssebyggeriet stopper helt (selvom man fortsætter begravelserne i dysserne og jættestuerne), de store samlingspladser ændrer karakter, og man holder op med at lave samme fine keramik som førhen. Der sker noget nyt igen omkring år 2.800 f.kr., hvor den såkaldte stridsøksekultur delvist afløser den tidligere tragtbægerkultur. Skiftet mellem de to kulturer er meget omdiskuteret, for eksempel mente videnskabsfolk tidligere, at skiftet markerede indoeuropæernes indvandring og udryddelse af det tidligere folkeslag, mens senere videnskabsfolk har afvist denne forklaring blankt. Men i virkeligheden er det reelt stadigt uvidst, om der overhovedet er tale om et egentligt skift eller en glidende forandring af samfundet. Måske kunne det være begge dele, hvor den egentlige stridsøksekultur er fremherskende i Sønderjylland og på tværs af hele Europa, mens en videreudvikling af tragtbægerkulturen lever videre på øerne og dermed også på Fyn.  Slutningen af bondestenalderen, og dermed slutningen på stenalderen, kaldes dolktiden efter de flintdolke, som kendetegner perioden. Flintdolkene udtrykker flintsmedens håndværksmæssige højdepunkt, og fremstillingen af dem kræver en fremragende teknisk kunnen. Men flintdolkene er også flinthåndværkets svanesang, for dolkene er statussymboler som i virkeligheden skal efterligne de kobber-eller bronzedolke som allerede er i brug længere sydpå.  Bronzealderen står for døren, og flinthåndværket vil snart efter miste sin betydning som statussymbol, og dermed udelukkende blive brugt som praktiske arbejdsredskaber, der ikke kræver nær så megen kunnen at lave.

På trods af, at det er flintdolkene, der har givet navn til den sidste periode af bondestenalderen, burde den måske snarere være navngivet efter den landsbrugsmæssige revolution, der skete i århundrederne mellem 2.400 og 1.700 f.kr. Tidligere tider havde mere eller mindre fulgt de første bønders dyrkningsmetoder, men her skete der noget. Landbruget blev mere effektivt, for i denne periode blev hidtil usete mængder land taget ind til landbrug, og dermed opstod et overdrevslandskab, der ikke længere udelukkende var præget af urskoven.

 

Bondestenalderen i Øhavet

Bondestenalderen på Sydfyn og i Det sydfynske Øhav havde lidt andre betingelser end i resten af landet. De geologiske processer var nemlig ikke helt færdige med det sydfynske område. Derfor steg vandstanden fortsat efter den var stoppet i de mere nordlige dele af Danmark. Bondestenalderens mennesker oplevede ganske som deres forfædre blandt jægerne, at bopladser og dysser forsvandt i bølgerne. Sidstnævnte var dog formentligt et fåtal, selvom der faktisk findes undersøiske dysser, om end på lavt vand, i øhavet. Årsagen til at flere dysser i dag kan findes i vandkanten skyldes nok senere kysterosion snarere end forhistoriske oversvømmelser. Grunden til denne betragtning er, at de første bønder som regel placerede deres gravmæler højt i landskabet, så de var synlige vidt omkring. Bopladserne fra bondestenalderen er erkendt både over vandet som under vandet i det sydfynske område og øhavet. Blandet er der  en perlerække af bopladsfund fra Langeland, hvoriblandt Lindø, Blandebjerg og Troldebjerg er udgravet allerede af Jens Winther, der grundlagde Langelands Museum. Disse lokaliteter er klassiske lokaliteter for arkæologien, og har endda lagt navn til 3 af de videnskabelige betegnelser for faser i bondestenalderen. Modsat bopladserne er en del af stendysserne og jættestuerne bevarede som synlige fortidsminder den dag i dag. Kirkebygning, digebygning og vejbygning og et mere effektivt landbrug har før fredningsloven taget hårdt på bondestenalderens gravmæler, og det er kun et mindre antal, der er bevaret til i dag. Til gengæld giver de bedst bevarede mulighed for at besøge et over 4.000 år gammelt gravkammer, der for de flottestes vedkommende stadigt er imponerende mindesmærker. Eksempler på velbevarede og offentligt tilgængelige gravmæler fra bondestenalderen kan for eksempel findes i Piptorn Skov og Alléskoven nær Faaborg, jættestuen Skjerningehøj ved Svanninge nær Faaborg (SB-nr: 090420-01),  stendyssen Klokkestenen på Lyø (SB-nr. 090417-12), jættestuen ved Kragnæs vest for Marstal (SB-nr. 090703-33), jættestuen Annemosehøj ved Statene på Langeland (SB-nr. 090304-13) og de to jættestuer i Nyhaveskoven nord for Svendborg (SB-nr. 090105-112 og 090105-113).

Bondestenalderens rituelle samlingspladser må antages at være til stede i det sydfynske, men der er indtil videre kun erkendt få lokaliteter. Bortset fra Sarup fundpladsen, hvor samlingspladsernes eksistens første gang blev erkendt.

Bronzealderen

(1.700 – 500 f.kr.)

Bronzealderen er naturligvis navngivet efter metallet bronze, som for alvor kommer i brug i Danmark i årene omkring 1.700 f.kr. Til forskel fra flinten skal bronze importeres, da råmaterialerne til bronzefremstilling (kobber og tin) ikke findes i det danske nærområde. Derfor bliver bronzen kun brugt til samfundselitens fineste genstande og statussymboler som smykker, våben og ceremonielle effekter.  Flinten er stadigt valget til hverdagens værktøj igennem næsten hele bronzealderen, selvom bronzen vinder indpas til arbejdsredskaber sidst i perioden. Importen af bronze bliver så omfattende, at den skaber dybdegående forandringer i samfundet, både fordi handlen skaber rigdom blandt de der kontrollerer handlen, men også fordi der med handlen følger en stadig større strøm af kulturelle impulser fra Europa. Sammen med de allerede eksisterende kulturelle normer skaber forandringerne en kultur, der ofte kaldes ”den nordiske højgravskultur”, som strækker sig over hele Skandinavien, dele af det nordlige tyskland og det nordlige Polen. Som navnet antyder, er gravhøje et fremtrædende træk ved bronzealderkulturen, og man bygger da også i perioden titusindvis af dem rundt omkring i det danske landskab. Selvom mange siden er forsvundet, er gravhøjene stadigt markant og synligt til stede overalt i det danske landskab her små 3500 år efter deres grundlæggelse. Gravhøjene var oprindeligt beregnet til en enkelt person nedsat i en trækiste og medbringende rige gravgaver til efterlivet, som Egtvedpigen er et eksempel på, men sidste i bronzealderen holdt man op med dette og gravlagde i stedet de afdøde i siderne på eksisterende høje. Det var ikke så drastisk som det lyder, for i yngre bronzealder (1.000 – 500 f.kr.) skete der atter et stort skift i menneskets religiøse opfattelse. Efter i årtusinder at have nedlagt hele liget i jorden, stoppede man ganske brat, måske i løbet af en periode på 100 år, med denne gravskik. I stedet kremerede man de afdøde, og anbragte asken i urner med nogle ganske få gravgaver. Et skift som dette er grundet i pragmatiske årsager, men fortæller os, at der skete noget med opfattelsen af døden og dermed det religiøse verdensbillede i århundrederne før Kristi Fødsel. Det indvarsler også den næste periode, jernalderen, der i begyndelsen deler en lignende gravskik og dermed formentligt også forestillingsverden. De mere ydmyge gravformer kombineret med den førnævnte skik med at genbruge ældre tiders høje gør, at kun meget få af oldtidens gravmæler fra da af er synlige i nutiden. Kun samfundets øverste top bliver lagt under høj, som den meget rige fyrste fra Lusehøj nær Voldtofte på sydvest Fyn, og har efterladt sig varige spor i landskabet.

De store forandringer i klima og vandstand er slut i bronzealderen, og temperatur samt kystlinje har været nogenlunde som i dag. Landskabet har dog været noget anderledes end det vi ser i dag. Skoven har fyldt meget, men der var nu større områder med spredt krat-lignende bevoksning, enge og overdrev som følge af det stadigt mere intensive landbrug. Vådområder af alle slags var langt mere udbredte, og landskabet var fyldt af moser, søer og vandløb. Menneskets direkte tilstedeværelse var ikke så synligt i form af bebyggelse, da egentlige landsbyer ikke var opstået endnu, og gårdene lå spredte i små-klynger rundt omkring. Menneskets mest synlige indvirkning har været de mange gravhøje, der har ligget på de højeste punkter på åbne områder, og som derfor har været synlige langt omkring, både til lands og fra vandet.

 

Bronzealderen i Øhavet

På Sydfyn og i Det sydfynske Øhav er det også gravhøjene, der er de mest markante levn fra bronzealderen. Selvom mange er sløjfede i tidens løb eller er så beskadigede af dyrkning, at de dårligt kan ses mere, så er der mange velbevarede og synlige gravhøje tilbage indenfor nationalparkens område. Eksempler på disse kan for eksempel findes i området ved Pipstorn/Alléskoven nær Faaborg, Kumlehøje nær Lindelse på Langeland, og den meget store Ingers Høj og de rundtomliggende høje på Tåsinge (SB-nr. 090502-09).

Ulig i de tidligere perioder er bronzealderens kystlinje i Det sydfynske Øhav ikke meget forskellig fra den nuværende, dog havende in mente, at almindelig kysterosion har forandret kystens udformning hist og her. Da der heller ikke er nogen undersøiske fund fra bronzealderen, og der heller ikke eksisterer arkæologiske levn af bronzealderens skibe, er det svært på nogen konkret vis at formidle samspillet mellem bronzealderens mennesker og det maritime i nationalparks øjemed.

 

Jernalderen

(500 f.kr.  – 750 e.kr. )

Bronzealderen glider stille over i jernalderen, og det ser ikke ud til, at der sker bratte ændringer i samfundet med indførslen af jernet som nyt materiale til redskaber. Men på længere sigt kom opdagelsen af jern til at have stor betydning for menneskene i det danske område. Udover det åbenlyse faktum, at jern er hårdere og stærkere end bronze, så har jern den store fordel i dansk sammenhæng, at man ikke behøver at importere råvarerne for at fremstille det. Myremalm, som er en særlig type jernmalm, kan udvindes fra moser, og da der i Danmark var mange sådanne, kunne jern fremstilles af hver eneste lokalsamfund, der vidste hvordan. Således blev jern let tilgængeligt, hvilket betød det endelige farvel til flint som materiale til arbejdsredskaber. Jernets indførsel betød også at grundlaget for den samfundselite, som hidtil havde baseret deres rigdom på handel og kontrol med bronzen, fuldstændigt svandt bort.  Kontakten og samhandlen med det sydlige Europa forsvandt dog langtfra, og i den første del af jernalderen, kaldet keltisk-eller førromersk jernalder (500 f.kr. – år 0), kom påvirkningen især fra de keltiske kulturer i det centrale og vestlige Europa. Det ændrede sig dog i årene kort før Kristi fødsel, hvor en italiensk bystat udviklede sig til et imperium, der ville komme til at dominere Europa fuldstændigt. Omkring Kristi fødsel havde Romerriget udvidet sine grænser til Rhinen, og kom dermed i direkte kontakt med de nordeuropæiske stammer, som romerne kaldte ”germanere”. Germanerne var i grunden ikke ét folk eller nation, men mange forskellige stammer, der dog delte kulturtræk og sprog med hinanden. Det var germanske stammer, der boede i det danske område, og de kom dermed i direkte kontakt med den romerske kultur omkring Kristi Fødsel. Romerriget var komplet dominerende, militært, økonomisk og kulturelt i Europa som helhed indtil dets nedgangstid og eventuelle kollaps i løbet af 300 til 400-tallet e.kr. I Danmark har de germanske stammer udvidede handelsnetværk og nogle går endda direkte i tjeneste i den romerske hær. Derfor kaldes den midterste del af jernalderen for romersk jernalder (år 0 – 250 e.kr.). Den intensive handel medfører, at der for første gang dukker handelspladser op i Danmark. Som i bronzealderen medførte handlen rigdom hos nogle grupper i samfundet, og det afspejles i de arkæologiske fund i rige gravfund, der indeholder et væld af varer importeret fra romerriget. Brandgravskikken som eneherskende måde at stede sine afdøde til hvile på blev afløst af en bemærkelsesværdig blanding af begravelsesskikke. Nogle blev begravet i hel tilstand, nogle i kremeret tilstand, nogle fik gravgaver, andre ikke. Vi ved ikke, hvorfor nogle blev kremeret og andre ikke, da det ikke ser ud til, at det havde noget afgørende at gøre med social status eller etnisk tilhørsforhold at gøre. Derimod er der en tildens til, at man med hensyn til gravgaver ikke var lige i døden mere, for det er helt åbenlyst, at de rige fik et prægtigt udstyr med og måske endda blev gravlagt under større eller mindre høje, mens fattigere folk blev begravet med få gravgaver og under flad mark. Den meget skiftende og blandede gravskik holder sig hele jernalderen igennem og vikingetiden med, og afløses først af en ensartet gravskik med indførelsen af Kristendommen. I slutningen af romersk jernalder begynder der at være tydelige tegn på ufred og strid i Danmark, og det lader til at Romerrigets svækkelse og senere kollaps sender chokbølger hele vejen til det danske område.

Den sidste del af jernalderen, germansk jernalder, er et dramatisk tid for Europa. Germanske stammer bryder med militær magt ind i Romerriget og den vestlige del af det førhen så mægtige imperium falder sammen og forsvinder fuldstændigt i 493 e.kr., men den østlige del lever videre og bliver til det byzantinske imperium med hovedstad i Konstantinopel. I Danmark er det tydeligt i det arkæologiske materiale, at germanertid er en ufredstid. Der er store våbenofringer af krigsbytte efter slag mellem velorganiserede styrker, og man flytter ind i landet og væk fra kysten for at undgå at blive nemt bytte for lynhurtige raids fra vandet. Selvom der ikke er megen urskov, om nogen, tilbage i landskabet, er der vådområder og næsten ingen veje, så vandet fungerer stadig som den hurtigste transportvej. Især, da skibsteknologien er blev et meget fremskreden, og man nu har store, klinkbyggede både til at transportere et større antal mennesker eller dyr.  Dog uden sejl, da dette først opfindes i vikingetiden. Striden og de økonomiske omvæltninger ender med et stadigt mere organiseret samfund. Yngre Germanertid er formentligt tiden, hvor Danmark regeres af forskellige småkonger, men med en klart tildens til endnu tættere organisering og hen i mod den rigsdannelse, der sker i vikingetiden.

 

Jernalderen i Øhavet

Bosættelsen på Sydfyn og i Det sydfynske Øhav er udsat for dramatiske skift og store forskelle imellem det østlige Sydfyn i Gudme/Lundeborg området og resten. Allerede i keltisk jernalder sker der noget i området, for lidt nordvest for Lundeborg, ved Langå, er der fundet periodens måske fornemmeste grav i Danmark. I romersk jernalder tages den store gravplads ved Møllegårdsmarken (midt mellem Gudme og Lundeborg) for alvor i brug, og gravfundene viser rigdom en stor befolkningstæthed. Men det er efter år 250 e.kr., at der for alvor sker noget usædvanligt. I Gudme er der fundet kæmpemæssige langhuse, der ikke kan tolkes som andet end en mægtig høvdings residenser, samt utallige såkaldte guld-gubber og guldbreakteater, der vidner om religiøse handlinger. Ved Lundeborg har der ligget en handels-og anløbsplads, hvor der har ligget boder, værksteder og hvor der er blevet handlet med alskens varer, også kostbare romerske importvarer. Gudme og Lundeborg udgør tilsammen et center for magt og rigdom, som er uden sidestykker i den sidste del af romersk jernalder i Danmark. Gudme-Lundeborgs betydning svinder med tiden, og andre magtcentre dukker op i Danmark i løbet af germansk jernalder, men Lundeborgs betydning som handelsplads forsvinder først helt umiddelbart før vikingetidens begyndelse. I absolut modsætning til Gudme-Lundeborg området står kystegnene i den vestlige ende af nationalparksområdet, der ser ud til at blive affolket i romersk jernalder, da man trækker bosættelserne tilbage fra kysten. Dog er der et enkelt arkæologisk fund ved Nakkebølle fjord, der stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om et fuldstændig tilbagetrækning fra kystegnene. I mundingen af fjorden, under vandet, er fundet resterne af en sejlspærring tværs over fjorden. En sådan sejlspærring er del af et militært forsvarsværk, der skal beskytte det indre af et farvand mod fjendtlige angreb fra søsiden, og er som sådan ikke noget som man bare impulsivt har kastet ud i vandet. Sejlspærringen fra Nakkebølle dateres til slutningen af romersk jernalder og er blandt de tidligste af sin slags i Danmark, men viser også, at der i den sidste del af romersk jernalder har ligget et eller andet, der skulle beskyttes inde i Nakkebølle fjord.

I løbet af germansk jernalder og senere hen i vikingetiden begynder man atter at bosætte sig i kystegnene på det sydvestlige fyn. Dette kunne understøttes af, at kun meget få af de ældste stednavne (-inge, -lev, -løse, -sted og – um) kan findes på Sydfyn, med Jordløse, Millinge og Vester/Øster Skerninge som eneste undtagelser. Hvorimod der især på Langeland ses flere eksempler på de ældste stednavne, ligesom Tåsinge og Ærø også kan opvise et antal af disse. Mens der er få arkæologiske fund til at understøtte Langelands tilsyneladende større befolkningstæthed i den sidste del af jernalderen, så viser vikingetidens fund sammesteds, at manglen nok mere skyldes tilfældigheder end noget andet.

 

Vikingetiden

(750 – 1050 e.kr.)

På mange måder er vikingetiden bare en fortsættelse af jernalderen. Eller rettere; en overgangsperiode mellem oldtiden og middelalderen i samfundsmæssigt henseende. Det er i vikingetiden, at Danmark samles til ét rige, og de første konger som vi forstår begrebet sætter sig i spidsen for samfundet. Omkring år 965 e.kr. sætter Harald Blåtand Jellingestenen over sig selv og sine forældre, og giver dermed Danmark sin dåbsattest. Rigsdannelsen er resultatet af forskellige processer i jernalderens samfund, der bliver stadigt mere komplekst, organiseret og centraliseret. Den almindelige landbebyggelse var nu mere forskelligartet end tidligere, der var landsbyer, enkeltgårde og storgårde der måske fungerede som godser. De første egentlige byer med tilhørende bysamfund opstår i vikingetiden, hvor af de største og mest kendte er byer som Ribe, Aros (Århus) og Hedeby (Slesvig). Byerne er på dette tidspunkt mest orienteret mod handel, og overtager formentligt en del af markedet efter tidligere tiders handelspladser. Således er Hedeby Skandinaviens største by og handelscentrum, hvor der handles med eksotiske varer langvejs fra og der har været et leben af folk og sprog fra forskellige folkeslag. Handelen blev hjulpet på vej af store forbedringer i skibsteknologien, hvoraf opfindelsen af sejlet var den vigtigste. Det velkendte vikingeskib er opfundet i begyndelsen af perioden, og det er skibet, som på mange måder definerer vikingetiden. Ikke mindst på højest dramatisk vis i kraft af de berømte vikingetogter til nær og fjern. Dramatisk er også begivenhederne bare lidt længere sydpå i Europa, hvor Frankerriget, det senere Frankrig, ekspanderer voldsomt og ender med at indlemme og tvangskristne det nuværende Nordtyskland i slutningen af 700-tallet. Igennem hele vikingetiden giver det voldsomme spændinger mellem de hedenske Danere og naboerne sydpå, og det kommer ind i mellem til blodig strid. Det første Dannevirke bygges i starten af vikingetiden, og det at kunne igangsætte et sådan bygningsværk vidner også om hvor organiseret samfundet var blevet på dét tidspunkt. Kun en meget mægtig stormand eller endog en konge har kunnet byde noget sådant.

Dramatik er der også i dén troskamp, der foregår i vikingetiden. Kristendommen og tidligere tiders hedenske tro kæmper om sjælene, men det er kristendommen, der endeligt vinder og dermed indvarsler middelalderen. Da Harald Blåtand lader sig døbe og tilmed annoncerer det så stort i Jelling at ingen kan misforstå budskabet, er det endegyldigt slut med hedenske guder, forfædretro, højlæggelser og ofringer i moserne. Religiøst er overgangen mellem oldtiden og middelalderen således et brud med henved 5.000 års skikke og traditioner.

 

Vikingetiden i Øhavet

Heller ikke for Sydfyn og øernes vedkommende sker der ved overgangen til vikingetiden større forandringer. Der sker ikke en bydannelse som andre steder i Danmark, men til gengæld ser handelspladsen ved Lundeborg ud til at forsvinde endegyldigt i denne periode. Langeland oplever til gengæld en opblomstring, hvilket kan ses ved en del bemærkelsesværdige gravfund, herunder en dobbeltgrav med en kriger og en halshugget træl. Også tilstedeværelsen af et større antal af de I Lindelse Nor ligger bygningsrester, der efter sigende er Rudkøbings forgænger, kaldet ”Købing”, og som måske kan dateres tilbage til vikingetiden.

På Ærø findes på øens sydligste spids resterne af en lille kirke kaldet Skt. Albert eller Sct. Albani. (SB-nr.090704-145) Selve kirketomten er fra 1200-tallet, men det lader til, at kirken ligger ovenpå et ældre fæstningsanlæg, og at en del af kirken måske er på alder med fæstningen. Udgravninger har peget på, at de ældste dele meget vel kan tyde på at have rod i vikingetiden, hvilket ville gøre lokaliteten endnu mere interessant, da en vikingetidig fæstning med begravelsesplads, tydeligt vendt mod trusler fra syd ville være noget ganske specielt set i sammenhæng med Sydfyn og Det sydfynske Øhav. Men da lokaliteten og området kun er delvist udgravet og arkæologisk undersøgt, vil kun yderligere udgravninger kunne bringe nye oplysninger på dette punkt. Helnæsbugten indtager i vikingetiden en interessant rolle som landskab. Inderst i bugten, syd for det nuværende Strandby, er der gjort arkæologiske fund efter en lille bebyggelse, der fungerede som værft og sejlvæveri nogle måneder om året. Kombineret med bugtens beskyttede beskaffenhed, har det fået Mogens Bo Henriksen fra Odense Bys Museer til at spørge, om ikke Helnæsbugten er samlingshavn for Fyns ledingsflåde (Henriksen 1997). Tilstedeværelsen af en sejlspærring fra midten af 1000-tallet (SB-nr 401532-11) mellem Helnæs og Illumø antyder,  at Helnæsbugten også kan have haft en kontinuerlig militær funktion. Det er muligt, at en nyfunden kanal ved Agernæs (SB-nr.080204-322) kan have tilknytning til bugten som en militærhavn, men kanalen kan desværre hverken dateres eller dens præcise formål bestemmes, så det aspekt må være ubesvaret indtil grundige undersøgelser kan foranstaltes. Selve Helnæs er også fundstedet for en runesten, den såkaldte ”Helnæs-sten”, der bærer indskriften : ”Roulv, næsboernes Gode, satte stenen efter sin brodersøn Gudmund;….druknede… Åver malede” (SB-nr. 080207-22). Roulv, manden der fik stenen lavet, er således én af de første sydfynboer, som vi kender navnet på. Ikke alene det, men indskriften fortæller også, at Roulv var ”næsboernes gode”, hvilket kan oversættes til mere almindeligt dansk som ”Helnæsboernes høvding og præst”. Roulv og Åver optræder bemærkelsesværdigt nok på anden runesten fundet nogle kilomenter nord for Helnæs, nemlig ”Flemløse-stenen” fra landsbyen af samme navn. På runestenen fra Flemløse står indskriften ”Efter Roulv, som var næsboernes Gode, står denne sten; sønnerne satte [den] efter; Åver malede” (SB-nr. 080205-73). Begge Roulvs runestene regnes for at tilhøre den tidligste danske gruppe af runestene, og kan dateres til slutningen af 700-tallet eller starten af 800-tallet. Antallet af denne ældste gruppe af runestene er ikke meget mere end 10 i hele Danmark, og til den eksklusive kreds hører også en anden sydfynsk runesten. I Faaborg blev i 2007 fundet en meget medtaget runesten, der bar inskriptionen ”Aslak” (SB-nr. 090404-122), og denne runesten viste sig at være samtidig med Roulvs mindesten. Det vil sige, at 3 ud af 10 af de ældste runestene i Danmark kan henføres til eller i umiddelbar nærhed af nationalparkens område. Desuden giver fundene det sære sammentræf, at vi dermed har navnene på 2 samtidige vikingehøvdinge, der ikke boede mange kilometer fra hinanden dengang for 1.300 år siden.

Der er ikke mange synlige levn fra vikingetiden i Det sydfynske Øhav, og man kunne derfor forledes til at tro, at befolkningen har været sparsom og fattig. Imidlertid taler geografiske forhold og vores generelle viden om tiden mod det billede.  Det vigtigste at huske på er, at vand ikke adskiller, men samler. Vikingetidens massive fremskridt i skibsteknologien har gjort vandet til en endnu vigtigere og hurtigere transportvej end tidligere. Sydfyn og øhavet ligger simpelthen på vikingetidens motorvej, og det ligger endvidere uhyre tæt på de andre landsdele qua den korte afstand til respektivt Als og Lolland. Området bliver ikke mindre centralt beliggende, når man ved at Skandinaviens største by og handelscentrum, Hedeby, ikke ligger mange sømil syd for. Hurtige transportveje er dog et dobbeltægget sværd, for det har også betydet, at fjender med lethed har kunnet komme til og fra Det sydfynske Øhav. Det er et faktum, som senere tiders problemer med Venderne og opbygningen af et rigsforsvar med adskillige borge og fæstninger i det Sydfynske kan vidne om.

 

En slutning og begyndelse

Da vikingetiden rinder ud i midten af 1000-tallet, begynder den kristne middelalder med dens anderledes samfundsforhold og religiøsitet. Dermed slutter forhistorisk tid, oldtiden, 14.000 år efter de første mennesker indvandrede i kølvandet på istidens gletsjere…