Danmarks Hemmelige Atlantis

Danmarks hemmelige Atlantis

Sammen med udstillingen Danske Landskaber mellem fortid og fremtid kan du se en udstilling om noget af det mest eksotiske vi har fra Danmarks oldtid, nemlig det oversvømmede stenalderlandskab der ligger lige ud for vores kyster. Historien er på en gang tragisk og smuk, fordi den fortæller om en verden der forsvandt, men samtidig også om mennesker, der med lynets hast tilpassede sig et helt nyt miljø og blev stærkere og flere. Og så er denne verden enormt tilgængelig, for den ligger lige ude for strandene hvor vi bader, fisker og sejler – du skal bare have en dykker maske på, så kan du tage på opdagelse.

Vores nye udstilling skal hjælpe med at åbne dørene til denne sunkne verden, og gøre den levende og relevant for nutiden. For selvom det er noget der foregik for 9000 år siden, så er havstigning, klimaforandringer og oversvømmelser jo stadig aldeles aktuelle spørgsmål. Du kan vælge at købe vores katalog og tage med. Her fortæller vi nogle af de mange historier om livet i stenalderen mens vandet steg.

Kom inden for og sæt dit præg på udstillingen. Byg et landskab i vores helt særlige “sandkasse”, mål din højde i forhold til stenalderens mænd og kvinder og træk en snor imellem de ting du prioriterer højest i dit liv. Gad vide om nogle af de ting du værdsætter er de samme som stenalderens mennesker mente var vigtige for at have et godt liv?

I efterårsferien er der særlige ferieaktiviteter for børn. Kom og snit en fiskekrog eller lav en amulet der kan give dig særlige kræfter, held eller måske kærlighed.